Sejlplaner 2007

 

Viking har stået på land i vinteren 2006 - 2007. Igen i denne vinter valgte vi Marmaris YAT  marina, som vi finder er et sikkert og godt sted, såvel for havneplads, som for vinterplads. Marinaen er også blevet særdeles populær, og der er nu over 1000 både som overvintrer der, enteni vand eller på land. Sikkerhedsforholdene er ret omfattende, og der er mange vagter som kontrollerer og tjekker i hele marina området, døgnet rundt

Viking skal gennem en større omgang denne gang. Bund og fribord fik ingen behandling sidste år, da vi lå i vandet, så der bliver et større pudse og slibe og malearbejde den første måned. Søsætning er fastsat til d. 24. april, og denne dato ligger ret fast. Bådene er opstillet på land efter dato hvornår de skal søsættes, så det vil være en større udgift til flytning, såfremt man ikke er klar til søsætning den dag, som er fastlagt, så det skal nås.
Ud over bundbehandling skal vi have skiftet, stævnrørstætning, samt skiftet en søventil, der ikke kan lukke helt tæt.

Sejlplanerne for den kommende sommer bliver delt i to. Vi påregner at rejse hjem på sommerferie i Danmark i den varmeste periode fra medio juli til medio august.
Forsommeren vil derfor blive brugt til "lokale" sejlture med udgangspunkt fra Marmaris.Herfra vil vi sejle ned til Göseck og Fethye bugten, og derefter vil vi tage en tur op til bugterne omkring Datca halvøen, samt evt. til Bodrum. Dette sejladsområde er noget af det bedste man kan finde, med masser af små hyggelige byer, og et væld af stille og rolige ankerbugter. Dem glæder vi os meget til at komme ud til igen.

 

Foreløbige sejlruter i forsommeren

 

 

Sejladsen i eftersommeren vil blive koncentreret om at sejle tilbage over mod Grækenland. Den endelige sejlplan vil afhænge af vindforholdene, men planen er foreløbig at gå ned langs Rhodos til Kreta, og få et lille indtryk af grækenlands største ø. Herfra op mod Santorini - vulkan øen - og videre gennem de vestlige kyklader øer op mod Peloponnes, hvor vi håber at kunne finde en god vinterplads. Vi har en del danske venner som har overvintret på et lille værft ved byen Koillada, syd for Argos og Nafplion, og det er et godt sted for vinteren.

Sejlplan for eftersommeren fra Marmaris til Peloponnes

 

Retur til forside.