Bente's dagbog

 1. Dinant - Rethel

 

Søndag den 20/6  - Britta's fødselsdag
Dinant: Vi kommer med bil til byen Dinant i Belgien. A+A tager i mod os på båden. Det var nemt at finde og selve køreturen tog ca.10 timer. Vejret hernede er meget blandet med sol og nærmest skybrud af regn. A+A tager vores bil retur til DK, og vi indretter os i båden, klar til 3 ugers ferie. Byen Dinant er meget charmerende, og efter aftensmaden går vi op i byen og køber is. Vi går tidlig til ro, da vi har været oppe siden kl.3.00.

Mandag den 21/6
Dinant: Efter 10 timers nattesøvn vågner vi op igen. Laust kan ikke huske, hvornår han sidst har sovet så længe. Efter morgenmaden besøger vi La Citadelle Dinant hvis oprindelse stammer fra 1400 tallet. En fantastisk spændende oplevelse. Senere på dagen tog vi en cykeltur på skift. En rigtig lækker middag med Arnes lammekølle og en godnatkakao på en lokal cafe.

Udsigt fra Citadellet i Dinant

Kig langs floden mod Dinant

Tirsdag den 22/6
Givet: Dagen starter i regnvejr. Kl. 11 starter vi ud på flodsejlads. Det bliver en rigtig flot tur med bjerge og småbyer langs med floden Meuse. Vi ligger til ved en søbred og spiser frokost. Sluserne er noget af en oplevelse. Vi kommer igennem 4 i dag og bliver hævet 6-8 m i alt. Papirer skal stemples hver gang i Belgien, men i Frankrig får vi en slags turkort til 30 dg. pris 215 euro. Vi slutter dagen i Givet. En by med et stort militær fort og meget idyllisk. Vejret er blevet lunt og godt, og jeg sidder på agterdækket og skriver her kl.22.30 med havnen og byen badet i gadelys og der er helt stille. En fantastisk oplevelse.

Onsdag den 23/6
Revin: En varm blæst møder os fra morgenstunden. Vejret er i det hele taget meget ustabilt. Det kan regne, men 5 min. efter er det flot solskin. Det må være bjergene der forårsager det underlige vejr. Vores 1.adrenalin chok får vi da vi skal lægge fra anlægs broen. En stærk blæst, et reb som går i knude og vi er lige ved ar dundre med fuld kraft ind mod bolværket samt en anden båd. Vi klarede det, men det tog et stykke tid inden mit hjerte faldt til ro igen. 

 

Turen på 38 km op ad floden til byen Revir er en meget flot tur. Vi skal igennem 7 sluser og 2 tunneler samt en del små broer. Nogle sluser er automatiske og vi aktiverer dem selv. Det er meget let men ofte giver det sved på panden alligevel. Vi er ved at blive dus med det franske sprog, og øv, der er ingen Sct.Hans bål i Frankrig, så jeg synger selv midsommervisen.

Torsdag den 24/6
Charleville-Méziéres: Annelouise har fødselsdag i dag, vi sender SMS til hende. Fra morgenstunden opdager vi at en rørpakning er utæt, båden tager vand ind. Laust snakker med Erik som vejleder omkring det. Ellers forløber dagen dejlig stille og rolig. Vejret er lidt mere stabilt. Vi passerer 7 sluser, men der er længere imellem dem, så det er mere afslappende. Turen bliver også i dag fantastisk flot. Nogle steder er der kun 15m mellem sø-bredden. Efter 6 timers sejlads ankommer vi til Charleville-Méziéres. Vi møder københavneren Jens og hans kone, som også skal til Paris. Jens drikker er glas rødvin hos os og får en lille snak og vi bliver inviteret over i deres båd i morgen.

Fredag den 25/6
Charleville-Méziéres: Vi har ligget i havn i dag Laust og Chr. forsøger at få el-generatoren lavet. Ved hjælp af vores københavnske venner, hvor konen kan tale fransk, får vi en kontakt til en montør, men han kan først se på den på mandag, så vi opgiver. Os tøser går bytur og slapper af. Peter ringer, han er pludselig  blevet frit stillet som sergent fra 1/8 p.g.a. det nye forsvarsforlig.

Lørdag den 26/6
Le Chesne: Solen skinner fra morgenstunden, og vi spiser for 1. gang morgenmad på dækket. Kl10 sejler vi igen Vi har lagt en tidsplan for resten af turen, for hvis vi skal nå til Paris, kan vi ikke ligge og snue til kl.9oo hver dag, - så når vi det ikke.

 

Turens værste sluse med meget høje sider og ingen greb, men det går fint . Chr. hjælper oppefra både hos os og  ved Jens/Solbjørg. Bjergene er væk og floden snoer sig igennem det flade landskab. Pludselig vinker og basker fiskere med armene og råber INGEN VAND. Vi er kommet forkert ind i en sideflod. Vi vender promte. Der har været lidt problemer med sluserne i dag. Bl.a. ventede vi 1 time for at få en sluse lukket. Ankommer derfor først kl.17.45 til byen Le Chesne.

Søndag den 27/6
Rethel: Kl 10 er vi klar til afgang. Vi følges med Jens og Solbjørg. Vi skal igennem 26+6 sluser før vi når Rethel. Det bliver en lang dag, men vi klarer det. Solen skinner og det er dejligt varmt. Kl18 mangler vi 1 sluse tilbage, men sluserne lukker. Heldigvis er en venlig slusemutter os behjælpelig og lukker os igennem. 

Vi spiser alle 7 aftensmad på kajen i Rethel. Bagefter ser vi fodboldkamp i en tysk båd. 3-0 til Tjekkiet/DK.

Tilbage til forside