Maastricht - Liege.

Det er mandag morgen i Maastricht. Klokken er 09 og trafikken er intens, og alle har travlt med at komme på arbejde. Det gælder dog ikke havnefogeden i "oude stadshaven" t'bassin, og det er netop havnen hvor vi ligger med m/y Sirenia. Jeg sidder og venter på trappen ud for havnefogedhuset, idet vi skal have en aftale med havnefogeden om at få åbnet slusen, så vi kan blive sluset op på floden Maas og komme videre. Kontoret skulle åbne kl. 9, men der sker intet i dag. En lokal håndværker kommer forbi og jeg får ham til at ringe til nummeret som er angivet på havnekontorets dør. Her får vi nu oplyst, via en telefonsvarer, at havnefogeden holder ferie!!. Gode råd er dyre, vi skal gerne have slusen åbnet så vi kan komme videre. Efter en halv times venten får jeg kontakt til en anden sejler som også skal ud af havnen. Han er hollænder og ved hjælp af mobil'los får han etableret kontakt til de rette personer og der kommer snart nogle unge mennesker som kan betjene slusen.

Efter vi er sluset de ca. 2 meter op på floden, sætter vi kurs videre sydpå. Hurtigt passerer vi grænsen til Belgien, og vi må skifte gæsteflag og vi skal have anbragt den specielle røde stander med hvid firkant i midten, som skal føres af alle fartøjer der sejler i Belgien.

 

Det er en kæmpe sluse som løfter os op på Albert kanalen. Vi bliver løftet 15 meter op i et hug.

Vi kommer hurtigt til den første belgiske sluse som skal løfte os op på Albert kanalen, der fører os direkte til Liege.
Det er er Lanaye slusen som er en af de største vi kommer til at passere. Den løfter os i et hug over 15 meter op.  Det er langt, når man står nede i slusen og kigger op langs de slimede slusevægge. Heldigvis har denne sluse også de gode pullerter som glider med op når vandet stiger i slusen, så opslusningen går let og smertefrit. Højdemæssigt er vi nu ca. 50 meter over normalvandstanden i Amsterdam.

Vi har nu lært os den taktik at vi fastgør Sirenia stramt ved klampe midtskibs og to store fendere henholdsvis for og bag, holder os så fri af slusevæggen. Det fungerer fint og en mand kan så let klare "lineføringen" i slusen.

Lanaye slusen er som nævnt vores første sluse i Belgien og AP må op til slusekontoret og få udskrevet en speciel formular som skal stemples ved alle sluser vi passerer i Belgien. Dokumentet hedder "REDEVANCE DE NAVIGATION" eller "Permis de cirkulation" og indeholder koder for skibets data ( længde, bredde,vægt), samt vor planlagte rute gennem Belgien. Udskrivning af dokumentet koster den formidable sum af 0,87 Euro + moms 21 % så der må erlægges 1,05 Euro før vi kan få åbnet slusen og komme videre. Dokumentet skal som nævnt forevises og stemles i hver sluse vi passerer i Belgien, så vi må hver gang op på kontoret og få vort stempel, men det koster ikke noget ud over startgebyret. Meget besværligt, og formålet forstår vi ikke, men det skal vi sikkert heller ikke.

Vi er nu i Belgien. Det er altid spændende at komme til et nyt land. Overgangen her er meget brat fra det velfriserede og velordnede Holland. Det første vi mangler er Km. pælene langs med floden, som viser os hvor langt vi er kommet. I Holland stod de tydeligt og punkligt for hver Km. Her skal vi lede længe for at finde en unseelig lille kilometersten eller et bøjet skilt og ofte er der ingen. Næste overraskelse er den megen industri, som vi passerer. Den ene store industrikompleks følger det andet og det er ret beklemmende at se på. De udsender en masse røg og støv og skidt og langs kanalen ligger en masse skrammel, gammelt jern og industriaffald og fylder op, - ikke noget kønt syn, og en verden til forskel fra det rene og velfriserede Holland.

En ting er dog et vældigt gode for os med en stor motorbåd. Det er den fornuftige pris på diesel. Straks vi kommer ind i Herstal, som er en forstad til Liege, finder vi en lille bådudstyrsforretning med billig Diesel. Den ligger i den lille havn "Port de coronmeuse" og prisen er her 40 cent pr. liter, svarende til DKr. 3. pr. liter. Det er jo til at forstå!. Vi fylder godt 600 liter på tankene og kan så klare os et stykke vej igen. Vi fandt senere ud af at normalprisen andre steder var 48 cent pr. liter, svarende til Dkr. 3,60 pr. liter, så det var et godt sted vi fandt der.

Da vi var kommet gennem alle broerne og fabrikkerne i Liege åbenbarede det smukke landskab sig for os. Turen genem floddalen hvor Meuse snor sig stille og fredeligt er meget smuk. De ca. 100 m høje skrænter på begge sider af floden er grønne og frodige og beboelseshuse, småbyer, landbrug og skov veksler i en skøn forening. Det er en meget smuk tur. Vi gør holdt ved byen HUY, eller nærmere betegnet i udkanten af byen Wanze som ligger på den modsatte side af floden. Her er der fin lille marina og her er gode indkøbsmuligheder. Vi bliver et par dage i byen og tager nogle gode cykelture. Vi smager også på det belgiske øl og skal i gang med at finde den trappist øl som vi synes bedst om. Trappist øl er en speciel øl som oprindeligt blev brygget af munkene på forskellige klostre rundt om i landet. Der er mange mærker så det vil tage nogle dage at komme gennem denne smagstest. Endvidere er mange af mærkerne oppe på et Alkoholindhold på 10%, så vi kan kun teste nogle få hver dag. Indtil nu er Mærkerne Maredsous og Leffe højt på listen, men lad os se om det holder.

Vi nyder det gode klima, den gode mad, (som vi selv kokkererer ), samt det gode øl.

Bortset fra industriområderne ved Liege så scorer Belgien indtil videre højt på listen.

Retur til forside