Vores sommertogt 2001 startede på min fødselsdag d. 5 juni med charterrejse fra Danmark til Portugal. Det var billigste transportmulighed til sydportugal på dette tidspunkt.
 

Vi havde en udmærket tur med Maersk fra Kastrup tirsdag kl. 17. Flyet var en Air bus 300 og den bragte os til Faro på godt tre timer. Vi havde bestilt billigste uspecificeret uden bad og toilet og uden mad på flyet. Begge dele kunne vi købe ekstra mod at betale 100 kr for hver del, men det valgte vi fra da vi hurtigt skulle videre over til Viking som jo ligger i Ayamonte.

Mad på flyet fik vi ikke, og vi frydede os over at vi ikke havde betalt 100 kr for den lille skål pasta med en halv frikadelle som blev serveret. Mad i charterfly er noget bras.
Til gengæld var vi heldige og fik vi en rigtig dejlig lejlighed, som ligger et par km. udenfor Albufeira. Her er fint køkken, stor stue, lille altan og to soveværelser og to badeværelser. Vi har således hver vort sove og badeværelse - det har vi ikke prøvet før. Lejligheden ligger kun 200 meter fra en fin badestrand, men Atlanterhavet er dog endnu for koldt til at vi ønsker at bade, vi nøjes med at soppe lidt.
Lufttemperaturen er godt over de 30 hver dag. I dag d 7-juni kl.10 var den oppe på 29 gd i skyggen. 

Vi har derfor valgt at bruge nogle dage i lejligheden her, og se nærmere på byen Albufeira. Byen er en ren turistby
med alt hvad dertil hører af butikker, souvenirs og restauranter.


Badestranden er dog meget fin, og vi soler os noget der, og kigger lidt på "skønhederne". Til lejlighedskomplekset er der også et dejligt poolområde hvor vi kan ligge og dase og det er etableret således at der er en fin udsigt ud over havet. Det samme kan vi gøre fra tagterrassen, som ligger lige ovenover vor lejlighed.

Alt i alt sol og daseferie inden vi på søndag drager med bussen over til Ayamonte for at gå ombord på Viking.

Det trækker jo lidt når vi skuer ud over havet og ser sejlbådene glide af sted. Havet er roligt med vinde som ligger på 5 - 10 m/s.

Snart er vi også på søen igen.

Tilbage