Belgien - Nordfrankring

Siden sidste rejsebrev har Viking været i Belgien og det blev en dejlig oplevelse. Belgien har nogle gode havne, vi lå i Oostende og Niewport og de kan begge anbefales. I Oostende går man ind i Mercator yachthaven og den ligger indenfor sluserne inde midt i centrum af byen. Slusen åbner døgnet rundt og såvel op som nedslusning foregår uden problemer. Man skal dog som i andre sluser være opmærksom på strømmen når man kommer ind i slusen, den kan snyde lidt.
 
 

Henny blev efterhånden ekspert til sluserne

Belgien er landet med mere end 200 forskellige slags øl, så man kan for den sags skyld godt tage et par ekstra dage i landet. Specielt Trappist - øllet er værd at anbefale, men man skal dog være lidt varsom med mængden idet alkoholstyrken er oppe omkring 8 % på nogle af kvaliteterne. Desuden gør belgierne meget ud af god madlavning og man får god mad på restauranterne og det bekommer skipper på Viking meget vel. Muslinger og fisk er meget brugte ingredienser og det tillaves helt perfekt.

I Belgien - Mercatorhaven i Oostende - blev besætningen skiftet, idet Henny rejste hjem til Svendborg - og Jens Otto og Mogens påmønstrede. Miljøet fungerer fint om bord og vi har en god stemning og alle tager del i de fælles opgaver. Vi tilstræber at sørge for god forplejning om bord og nyder den gode rødvin og de gode råvarer som kan skaffes her. Der bliver dog også tid til besøg på de lokale restauranter.

Fra Oostende sejlede vi første dag de ca. 15 sømil til Nieuwport som ligger tæt ved den franske grænse. Her blev vi i et par dage idet vi havde vi besøg af Jens Otto's familie som bor i Bruxelles. De inviterede på frokost og vi fik en lækker omgang kogte muslinger, som tilberedes meget professionelt i Belgien.
 
 

                    Hver person får 1 kg. muslinger serveret direkte i gryden

Fra Nieuwport gik det mod Boulogne Sur Mer i Frankrig - ca. 20 sømil syd for Calais. Det blev en hård tur i direkte modvind, så Volvo måtte stampe hårdt omkring Cap Gris Nez. Undervejs blev der gjort et kort frokostophold på 3 timer i Dunkerque for at få lidt glæde at tidevandsstrømmene. Fra Boulogne gik det tidligt næste morgen videre til Dieppe hvor vi havde  4 timers ophold fra 22 - 02 - af hensyn til tidevandet - og fra Dieppe gik det så i et stræk her til Cherbourg.

Det blev en flot sejlads med rimelig vind på ca. 8 - 10  m/s. Vinden var dog noget spids ca. 40 grader, så vi måtte støtte lidt med Volvo for at få fart i båden. Vor tidevandsberegning var dog meget god, idet vi på turen, som varede 18 timer,  fik glæde af to gange medstrøm og kun 1 gang modstrøm. I medstrøm kunne vi holde en fart over grunden på op til 9 knob, medens vi i modstrøm desværre måtte ned omkring de 3 knob.

Viking ligger nu i Cherbourg og vi har været indeblæst i tre dage. Vinden har stået konstant i SW og blæst med 10 -15 m/s. Problemet er at vi skal gennem et "forholdsvis" smalt stræde - Alderney Race - som ligger mellem øen Alderney og Cap de la Haque på fastlandet. Her løber en tidevandsstrøm på 9,5  - 10 knob. Vi kan derfor forvente en krab sø når tidevandet løber mod vinden.

Vi venter på magsvejr i Cherbourg







Vi har brugt tiden til at se lidt på byen, få ordnet lidt småting på båden og få vasket tøj. Ved siden af os ligger en anden dansk båd, Elisa af København med Erik og Lisbeth om bord. De er også medlem af Havsejlerne, så vi får os en god snak og et enkelt lille glas i ny og næ.

I dag er vinden i nord og vi går derfor til Guernsey. Vi skal ud ved højvande nu kl.14 for at få medstrøm gennem Alderney Race. Distancen totalt er ca. 45 mil og med lidt medstrøm skulle det give en hurtigt sejlads. På Guernsey kan vi dog først komme ind i havnen ved højvande +/- 2 timer og det betyder at vi tidligst kan komme ind efter kl. 22 i aften.

Vi glæder os nu til at komme videre og se nye steder.
 

Tilbage til forside