Stille dage i Epidauros.

Efter at mine venner Jette og Arne Riis, afmønstrede for at køre videre på deres campingferie, besluttede jeg at sejle over og ligge for anker i bugten ved Korfus. Jeg kendte bugten fra vort tidligere besøg, og den lå øjensynligt i læ for den kraftige vestenvind, som blæste med konstant 11 - 12 m/s.

Det blev en herlig sejltur fra Sousaki's ved korintkanalen. Jeg kunne ligesom mærke at Viking rigtig nød igen at have masser af vand under kølen og rigeligt med luft til at fylde genua'en. Viking er jo en forholdsvis tung dame, og hun er yderligere godt lastet, med hvad vi nu har ført om bord af "uundværlige" ting genem de seneste 5 år på langfart. Med god vind kvitterer hun også med god fart, og det er for os når loggen viser over 8 knob i speed.

Jeg nød den herlige sejlads;-  sol, vind blå bølger, - det var bare dejligt. Alt for hurtigt løb vi dog gennem de 12 mil ned til ankerpladsen. Inde i bugten var der allerede stopfyldt af både , - det var lørdag eftermiddag, så jeg måtte lægge mig lidt mere udsat. Der var dog også et par meget store motorbåde som havde kastet anker lidt udenfor bugten. Det var også fint nok. Det blæste dog stadig 12 m./s. og normalt er det ikke noget problem for vort anker. Problemet her var at der vaf ret dybt næsten helt ind til kysten. Ekkoloddet viste 25 meter, 50 meter fra kystlinien hvor folk svømmede og badede.

Til denne vanddybde er vores ankerkæde alt for kort. Vi har 65 m. kæde ombord, og det rækker også godt de fleste steder, - men ikke her. Jeg vil helst have en kædelængde på 4 - 5 gange vanddybden, så kæden får et bedre scope. Jeg sejlede tættere på kysten og det lykkedes at få godt hold med ankeret på 15 m. vanddybde. Det holdt godt, men lå jo på en havbund som skråner kraftigt udad. Hvis først det gled lidt ville det sikkert ikke få fat igen.  Jeg håbede så blot at vinden ville løje lidt hen under aften.

Det gjorde den dog ikke. Den holdt sig stædigt på 12 m./s og hen under aften gik den endda noget op. Det endte med vindstød på 16 m./s og jeg var naturligvis spændt på om ankeret holdt. Jeg havde noteret mig nogle gode pejlemærker, og nedskrevet den eksakte position som vistes på navigatoren. Heldigvis var der åben sø langt ud, så hvis ankeret slap ville jeg blot drive til havs, over mod Aegina. Ankeralarmen på navigatoren blev også sat til at hyle hvis jeg flyttede mere end 60 meter. Jeg turde dog ikke sove, men indstillede mig på at kunde blunde små 20 min. ad gangen i cockpittet. Æggeuret samt mit indre ur styrede fint denne proces indtil kl 04 om morgenen hvor vinden endelige løjede til ca 7 m./s. Det føltes næsten som vindstille og jeg tillod mig så lidt længere tids søvn.

Næste morgen - søndag - ville jeg videre til mere roligt farvand. Jeg havde udset mig en ankerbugt nede ved Epidauros, hvor der angiveligt ville være læ, en sikkert også overfyldt i week-end. På vej derned skulle jeg dog først gennem et frygteligt tordenvejr, som trak hen over landet. Hurtigt fik jeg alle sejl surret og jeg fik afbrudt antennekablet til VHF'en, som går til top af masten. Lynene og torden var tæt på. Det var flot at se de mange lyn ind over bjergene. men det formeligt hældte ned med regn. På et tidspunkt var der et lyn lige over mig og det lød ikke rart. Man bliver meget lille når naturkræfterne er så tæt på.

Heldigvis drev det hurtigt over, og jeg sejlede stille og roligt for motor ind i en nu helt stille og rolig ankerbugt ved Palaia Epidauros. Det var herligt, ingen vind, fladt vand og kun lidt regn. Jeg gjorde klar til at kaste ankeret, da mobilen ringede. "Velkommen til Epidauros" lød stemmen.

Det var Arne og Jette, som havde stillet camperen op lige nede ved strandkanten, og de havde hurtigt spottet at det var Viking som var på vej ind i bugten.

Arne oplyste mig om at mange både allerede havde forladt kajpladsen, som ellers var fyldt helt op i week end'en. De arme stakler skulle jo hjem til Athen for at arbejde. Der var så god plads til Viking, og hurtigt fik vi fortøjet til en god og sikker kajplads. Der var kun 5 meter vanddybde i havnen så de 40 meter kæde som jeg havde spolet ud var rigeligt til at jeg nu kunne slappe rigtigt af, og få lidt tiltrængt dyb søvn.

Jette og Arne blev et par dage ekstra og vi hyggede os sammen i Epidauros, som er en rigtig fin lille landsby. Hele ugen er det en ret søvnig by hvor lokale landmænd og fiskere er det væsentligste islet af forretningslivet. Men hen mod weekend vågner alt op. Så kommer der store turistbåde, samt mange private både fra Athen. Så er der gang i resturanterne langs havnen og langs selve havnekajen er der ca. 30 lokale landmænd og kunsthåndværkere som sælger deres produkter. Her er masser af biologisk dyrket olivenolie, honning, vine, brød, ost og likørprodukter, ligesom der er mange forskellige kunsthåndværkere der stiller op med deres frembringelser. Der er maser af gratis smagsprøver af madvarerne.  

Det er et herligt skue at kunne sidde i cockpittet og betragte de mange forskellige typer mennesker som passerer forbi. Det er noget jeg let kan få nogle timer til at gå med. Praktisk er det jo også at kolde øl og hvidvin samt snacks let hentes nede om læ. Ja det er et herligt liv.

Fredag og lørdag i juli er der også store teaterstykker på programmet, oppe ved det gamle berømte amfieteater. Det er det som har gjort egnen og byen berømt. Der er plads til 14000 mennesker i det gamle teater, som bl.a. er meget berømt for sin fine akustik. Et hold amerikanere fortalte mig, at det så ud som der var udsolgt i fredags, da de var der oppe; - og jeg tror dem gerne, når vi ser de mange, som kommer sejlende med turist færgerne fredag og lørdag aften.

Havnen er som nævnt ovenfor meget sikker at ligge i, og havnepriserne er de normale græske takster. Det betyder for Viking ca. 4 Euro pr. døgn, når havnepolitiet kommer og kræver op. Det gør de næsten kun i week end, så jeg slap med at betale 2 gange i den uge jeg var i havnen. Det passer mig godt. Der er bager og supermarked tæt ved, og lige overfor i et af hotellerne er der internetcafe.

Jeg nød at have god tid, og fik også klaret lidt hver dag på Viking. Efter 1½ år på land er der mange småting som skal udbedres. Et af de mere specielle ting var, at et insekt havde udset sig udluftningsrøret til vor holdingtank, som det bedste sted at bygge puppe til sit afkom. Det krævede lidt adskillelse af rørsystemet indtil jeg nåede ind og fik den hårde puppe renset væk. Der blev ikke nogen sommerfugl af den larve, men til gengæld fungerer udluftningen på holdingtanken nu igen.

Varmen har nu for alvor holdt sit indtog her. Det er ofte 38 grader midt på eftermiddagen, og det er over grænsen for hvad jeg synes er behageligt. Heldigvis er der badestrande tæt ved, men alene ved at gå i langsom fart hjemad, bliver man så gennemblødt af sved at et nyt bad er nødvendigt. Jeg gruer lidt for den næste måned. Forhåbentlig kan vi sejle et sted hen hvor der er noget mere vind. Da vi de forrige år sejlede ovre i det Ioniske hav havde vi fordelen af at være tæt på de åbne hav, og det gav noget mere kølig luft. Her i Saroniske bugt kommer al vinden inde fra det varme fastland, og det føles som at stikke hovedet ind i en bageovn. Nætterne er heldigvis lidt køligere, og temperaturen falder til omkring 30 ved midnat. Det er nu også meget varmt at sove i den temperatur.

Jeg glæder mig til Henny kommer herned så vi kan sejle over mod Tyrkiet. Der er der forhåbentlig lidt køligere luft, i det mindste i byerne ud mod Ægæerhavet.

Tilbage til forside