Søndag den 22. okt. 06
Kære alle!

Vi havde jo kun visa til Peru til den 17. okt.  Da vi så standarden på
bådene til Ecuador, besluttede vi os som nævnt til at flyve tilbage til
Lima.  2 timer senere gik der en bus nordpå, som vi trods myldretid nåede.
Den 17. okt ankom vi med bussen til Piura til middag - en time senere afgik
bussen mod Ecuador og kl. 20 kørte vi over grænsen. De forsøgte at lokke
bestikkelse ud af os, fordi vore visa udløb få timer senere, men den gik
selvfølgelig ikke. Til midnat ankom vi til Guaquil. Heldigvis var der plads
på et nærliggende hotel. Det var et spændende, men også lidt morsomt
kapløb med tiden,   - ikke mindst fordi, det lykkedes!!.
Vi nyder at være i Ecuador. Her er rent og pænt - folk tilbyder gerne deres
hjælp. Guaquil (2,5 mill.) minder mere om Hamburg, end om en storby i
Sydamerika. Før de store oliefund i 90'erne var landet fattigere end Peru,
men det tror jeg ikke det er mere. 40 % af befolkningen er indianere, resten
er blandinger (mestizer). Landet er specielt stolte af Otavalo-indianerne,
fordi de har bevaret deres indentitet. De er dygtige kunsthåndværkere (især
vævere) og musikere. Det er også dem, man ofte møder rundt om i verden,
når de rejser rundt og sælger begge dele.
Ecuador bruger enorme summer af deres oliepenge på at opbygge deres
infrastruktur og på at gøre landet smukkere. I Guaquil er flere km. langs
floden (havnen)  renoveret smagfuldt af dygtige arkitekter for milliarder.
Desuden har ecuadorianerne bevaret systemet fra inkaerne med at yde arbejde
for fællesskabet. Også her i hovedstaden Quito er der smukt og rent. Det
er jeg virkelig kommet til at sætte pris på. Vi tog bussen hertil for 3
dage siden (kun 10 t). En rar dame tog os med hen til sin veninde, der
lejede værelser ud rigtig billigt. Så her bor vi midt i byen i et dejligt
dukkehus med stor terasse med masser af blomster. Det er dejligt at være et
par dage et fast sted efter at have været på farten siden 3. okt, da vi
forlod Cuzco. Så det første vi gjorde, var at få vasket alt vort tøj. 

Vi er nu igen oppe i Andesbjergene i 2600 m's højde, hvor luften er tør med
behagelige dagstemperaturer på mellem 22 og 25 gr. C.
I dag kunne Günter for 1. gang stå med det ene ben på den nordlige halvkugle og
det andet på den sydlige. Det var i Mitad del Mundo (verdens centrum), som de kalder et
sted her 15 km nord for Quito, hvor Ækvator er markeret.
Vi er stadig både sunde og raske, så i mit overmod har jeg vist ladet
skinne igennem, at vi følte os vældig ungdommelige. Men jeg vågnede brat
op af Tornerosesøvnen i går, da en buschauffør (så venlige, som de nu er
her) bad en pige rejse sig op, så jeg kunne sidde ned! Det har jeg ikke
prøvet før. Og senere kom vi ind i botanisk have på pensionist biletter
(eller den 3. alder, som de kalder det). Svært for forfængeligheden, men
godt for sparsommeligheden.

Ellers alt vel, håber det samme hos jer!

Kærlig hilsen
G. og Ellen