Iguitos den 15. okt.06

Rejsebrev nr. 8

 

Kære alle!
 

Den sidste uge har vi tilbragt om bord på båden TUCY. De første 2 dage
lå vi i havn. En ung mand, vi mødte på bussen, tog os med hjem til
familien, hvor vi blev beværtet og bagefter med hen i en Zoo. Det var
spændende at se de dyr tæt på, som vi havde set på afstand  i junglen.
Dagen efter lejede vi en båd til at sejle os rundt på Yurinacocha-søen,
som Shipibo-folket bor ved bredden af. De er kun 750 personer tilbage (i verden!)
Mens vi lå fortøjret ved bredden i Pucallpa, så vi hvordan de lossede og
ladede skibet med alt muligt. Iquitos, som båden skulle til, er jo kun
forbundet med omverdenen via floder og det samme er landsbyerne langs med
Amazonfloden -i Peru.
De sidste 5 dage sejlede vi så det meste af tiden og lagde til ved byerne
undervejs, for at udveksle passagerer og varer. Det er det mest
interessante. Så møder det meste af landsbyen op ved bredden -(der er ikke
bygget havne, da vandet ved højvande står 8-12 m højere og alligevel vil
rive alt med sig. Så der er højst hugget trappetrin ind i jorden på vej
ned til vandet. Når en landsby har varer eller personer, der skal med
båden, vifter de med et hvidt flag om dagen og med en lommelygte om natten.
Så får de ellers deres varer om bord: høns, ris stegebananer i massevis,
grise  m.m. I en landsby, hvor de åbenbart skulle bygge et betonhus (modtog
ca 11 tons jernstænger og 100 sække cement-siger Günter-) måtte de sælge
10 tyre, så de skulle om bord -levende! Da båden efter 5 timer stadig ikke
var klar til afgang, tog kaptajnen selv affære, smed alt undtagen shorts,
gik hen og drejede tyrens hale om og lagde sine 200 kg bag. Så kom
bæsterne om bord. De opdagede, at det eneste alternativ til den glatte
træplanke var floden. (Der havnede 4 undervejs) Det afgjorde valget.
Vi havde en fin sejltur de 5 dage på Amazonas, men til sidst var den så
bred (bredere end Mariager Fjord), at vi jo ikke på nært hold så ret
meget af dyre- og plantelivet på bredden. Så vi besluttede ikke at sejle
tværs over gennem Brasilien alligevel. I går undersøgte vi muligheden for
at sejle op til Ecuador. Det er muligt, men på en lille ulækker
møjbeskidt faldefærdig båd. Det er altså for simpelt. Så i morgen
flyver vi til Lima og undersøger mulighederne derfra.

Håber alt hjemme er vel. Her i Iquitos sveder vi i 40 graders varme -selv
når ventilatoren er tændt. Storhedstiden fra gummiboomets tid er i den
grad slut. Indtil 1920'erne gik damerne rundt i nyeste parisermode og
Eiffels jernhus fra Verdensudstillingen blev fragtet herover del for del.
Det + husene med portugisiske kakler på facaderne står her også endnu.
Men som det meste her i totalt forfald. Det må også være svært for et
folk, der skulle arbejde som slaver, pludselig at blive forladt af herrerne -
 at finde ud af, hvad man så gør med et unaturligt opbygget samfund -ingen
arbejde, ingen mad, bare en masse sol. Og vende tilbage til junglen after
så mange år? Men de er forbavsende udadvendte og glade. Men som en
restaurantejer her fra Texas siger: de stjæler og lyver og sviner. Günter
mener nu, vi skal se mere positivt på vore medmennesker- og vi kan jo altid
rejse videre! Så det gør vi så.
 

Kærlig hilsen
Ellen og Günter