7. Rejsebrev

                                                                                                           9. okt. 2006
Kære alle!
Som tiden dog flyver!
Men det gør vi ikke! En lille rejse på et par cm. på kortet fra Cuzco til
Pucallpa tog 51 timer i bus. Og jeg siger jer, at Brunos den gamle bus er
luksus i forhold til den, vi ankom i, her i fredags. Vi skulle over til Lima og
krydsede dermed Andesbjergene 2 gange. Den sidste gang kørte vi gennem sne
og mineområder, men landede altså nede i den fugtige, hede jungle fyldt med
lopper, kakerlakker og mange andre spændende dyr som alligatorer, kolibrier,
kondorer, slanger osv. Men vi rejser vel også for at opleve noget
anderledes.

 Bussen her til Pucallpa brød sammen halvvejs og efter 3 timer
erstattet af en der var endnu ældre. Men den nåede frem! Og man får et godt
sammenhold på sådan en rejse. Især vi kvinder, der ved hvert stop hver 6.
time står i kø foran "dametoilettet" (et hul i jorden med en rusten
jernplade foran, som vi skiftes til at holde). Mine ben og fødder var så
hævede, at de stadig ligner elefant fødder!

En fyr, der gerne ville øve sit engelsk, tog os hen og se Pucallpas
seværdighed: en "zoo". Men jeg vil skåne jer for detaljer.
Ellers lever Pucallpa vist mest af sin tropetræ-industri og gummitræer. Det
er den sidste havn på Amazonfloden, hvor oceangående skibe kan nå ind.
Vi kiggede straks efter båd (fragt plus passagerer) til Pucallpa. Efter de
første 2 havde jeg mest lyst til at flyve. 
Man kan hænge sin hængekøje ude på dækket, men vi er blevet anbefalet at tage "kahyt" -
men på de 2 første både var kahytten et beskidt mørkt
lille indelukke uden vinduer. Jeg fik klaustrofobi i heden, blot ved synet.

Men på den 3. båd, var der faktisk pænt og rimeligt rent, og vi kunne gå
om bord straks og bo der "gratis" indtil afgang. Det ligger imidlertid ikke
fast, hvornår det bliver. Måske i dag, måske i morgen. Men kaptajnen
sover i hængekøje lige udenfor vores kahyt, og passer på os (så kan vi ligge med døren
åben ) . 

På dækket opholdt folk sig om dagen, og stod i kø for at få mad. Om aftenen sov de her i deres hængekøjer

Det tager 5 dage til Iquitos, så vi håber, vi
sejler i morgen, da vi kun har visa til den 17. okt. Men alt plejer jo at løse sig

Én ting, kan vi forsikre jer om: Man kan vænne sig til meget, og vi oplever
ting, som er så forskellige fra den verden, vi kender. Jeg troede
efterhånden, at hele verden var blevet så civiliseret, at man ikke mere
kunne opleve ret meget originalt. Men der tog jeg fejl!
Lonely Planet skriver godt nok, at der absolut ikke er noget positivt at
sige om Pucallpa. Måske derfor ser vi ingen turister her. Men her er altså
en del venlige mennesker.

Her læsses æg ombord på "Tuky"

Jeg slutter nu. Lopperne har også fundet vej til computeren - i hvert fald
på gulvet, så jeg skal lige smøres.

Håber alt vel i DK!

Kærlig hilsen
Günter og Ellen