REJSEBREV NR 28

Canoa Quebrada (Nordøst Brazil) den 30. maj 07

Kære læsere!
Der er hedt her på 5 grader sydlig bredde! Jeg er glad for, at vi ikke kom
her i deres sommer, men vinter. Når dagtemperaturen går op over 40 og
nattemperaturen ikke vil gå under 26, så er der altså for varmt for mig.
Så kan de prale nok så meget af kun at have 20 regnvejrsdage om året. Jeg
er glad for, at vi har planlagt at tilbringe de sidste 3 uger ved havet og
på hoteller, der har brusebad og ventilator på værelset. For vandet
(Atlanterhavet) er jo supervarmt og dejligt her.

Udover at nyde strandlivet (de, der kender mig godt, ved, at jeg ikke kan
ligge stille i solen ret længe ad gangen), har vi sejlet i kano i en stor
mangroveskov ved Praia da Pipa. Det var spændende og 1. gang, vi prøvede
det.

Mangrovetræernes frø flyder rundt i vandet et års tid indtil deres
rødder en dag ved ebbe støder på fast bund. Så skyder de deres rødder ned i
sandbunden på 2 timer og bliver ikke rykket op, når der igen bliver flod.
 

Her i Canoa Quebrada var vi på buggy-tur gennem deres lange og enormt brede
sandklitter. De er ikke bevokset, så jeg håber ikke, de tog skade. Det var
i hvert fald enormt sjovt.

Før turismens tid levede de her af fiskeri, hvor
de sejlede ud på nogle tømmerflådelignende både, Jangadas, lavet af 4-10
sammenbundne stammer, 5 - 8 m lange og en bøjelig mast med et trekantet sejl.
Med dem kunne de sejle 1000-vis af km på havet. Vi fik en tur, men kun en
time ud fra kysten med nogle fyre, der havde en fantastisk evne til at
manøvrere fartøjet. Vi blev selvfølgelig lidt våde, men ikke meget, når man
tænker på, hvor store bølgerne var.
 

I morgen rejser vi et par cm videre på kortet op mod Belem -21 timer i bus.
Ha´det godt!
 

Kærlig hilsen
Günter og Ellen