Rejsebrev nr. 26
                                                                            Rio de Janeiro den 6. maj 2007

I dag har vi set 3 af de ting, jeg tydeligst husker om Brasilien fra min
barndoms geografiundervisning:Rio de Janeiro med Sukkertoppen, Den hvide
Kristusfigur og Copacabana-stranden. Fra Sukkertoppen (396 m) havde vi en
flot panoramaudsigt ud over byen med dens bjerge og strande. Jeg kan godt
forstå, man siger, at Rio de Janeiro er den smukkest beliggende by. På
Copacabana -stranden bader man næsten ikke, men nyder strandlivet. Så det
gjorde vi også: tog en Copacabana-drink og satte os for at finde ud af, om
det nu også var rigtigt, at verdens mindste bikinier blev båret på
Copacabana (af begge køn). Det VAR rigtigt!
Sidste uge tilbragte vi paa Ilha Grande, en ø lidt større end Påskeøen
(knap 200 km2 ), stadig dækket af atlantisk regnskov, mange hvide
sandstrande næsten uden mennesker og ingen biler. Vi boede først lige på
stranden, men folk var glade der (ogsaa om natten), så vi flyttede 100 m op
bagved, hvor der var stille om natten, indtil fuglene vækkede os om
morgenen. Nu ville mange jo nok have lavet badeferie hele ugen med så mange
hvide sandstrande. Men ikke Günter og Ellen. Vi vandrede paa kryds og tvaers
over øen -og tog SAA en dukkert. Selv øens højeste punkt (ca. 1000 m) skulle
vi selvfølgelig mosle op på. Og selvfølgelig mødte vi ikke en sjæl. Sådan
er det, når jeg ikke har nogen til at bremse mig. Men smukt var det -både
vandringen gennem junglen med dens dyr og planter -og belønningen på toppen
med udsyn ud over hele øen.

Ha´det godt!
Kærlig hilsen
Günter & Ellen