Rejsebrev nr 25

                                                       Ciudad del Este, Paraguay den 23. april 07

Kære læsere!

Det er lidt paradoksalt, at det land, der beskrives som Sydamerikas mest
korrupte land,- der kommer vi tæt på flere end i de andre tilsammen. En
del hænger selvfølgelig sammen med, at der her er en masse tyske kolonier med 2.
og 3. generation af tyskere, der indvandrede i slutningen af 1800-tallet og
beg. af 1900-tallet. Menonitterne mod nord i den øde Chaco opsøgte vi.

Elsa fra en tyskerkoloni opsøgte os:
I Asuncion havde vi læst om et COOP, der solgte landbrugsprodukter fra
Menonitternes landbrugskollektiver i nord (Chaco´en).  Dem opsøgte vi, blev
vel modtaget og blev vist rundt af forskellige. De var ret åbne og
fortalte os om deres bevægede historie om, hvordan de blev jaget først fra
Tyskland, så Holland, Polen, Rusland for til sidst at finde et fristed her
i det nordlige Paraguay. I dag bor her ca. 14.000 menonitter, der
øjensynligt lever i fred og fordragelighed med 30.000 indianere, der
tidligere var jægere og samlere, men som i dag primært lever af at arbejde
for menonitterne, hvis indbyrdes sprog er plattysk! 

En af grupperne har været omkring Canada og har en del engelske ord blandet
ind i det plattyske. Men alle kan forstå hinanden, ( incl. Günter). De har deres eget
samfund der med kirker, skoler, sygehuse m.m. Så de skal ikke betale så
meget skat til staten. Det gør mestizerne misundelige, siger de. 
Vi var også ude på en gård med malkekvæg, hvor de malkede, som før
rørmalkningens tid.  De nyfødte kalve fik de første 3 mrd. lov til at
patte af en ko, der foruden sin egen kalv havde 3 andre. Vi oplevede
menonitterne som meget arbejdsomme, positive og gæstfrie.
Så tog vi til Trinidad og så en Jesuittermission. Mange påpeger, at
Jesuitterne fik Guaraniindianerne væk fra deres egen kultur og religion.
Andre skriver, at de reddede dem fra de portugisiske slavehandlere. I hvert
fald var jesuitterne dygtige bygmestre og kunsthåndværkere. Måske var det
fordi,de var for dygtige, at den spanske konge udviste dem fra det spanske
Sydamerika i 1767.
I Ciudad del Este tog vi op og så Itaipu- dæmningen. Her er verdens største
hydroelektriske anlæg (med mindre Kina er blevet færdige med deres endnu
større). Det var imponerende. Man får en gratis lang professionel
rundvisning. Da guiden sagde, at han hverken kunne engelsk eller tysk,
meldte en af publikum sig, Elsa, at hun da gerne ville oversætte til tysk.
Og lige siden har hun taget sig kærligt af os. Hendes eneste ugentlige fridag
brugte hun på, sammen med sine børn, at vise os Iguasu-vandfaldene fra
Brasiliansk side. Hun er eneforsørger for sine 3 børn (3 til 11 år).
Hendes paraguayske mand forlod hende, da den mindste var 1 år. 
Her er ingen socialhjælp, og da hun ikke havde  arbejde, måtte hun rejse til Spanien 
og arbejde der i 11 mdr. -16 timer pr. dag. Så kunne hun købe et hus her med 2
rum. Nu arbejder hun som aktivitetsansvarlig i et indkøbscenter fra 7 morgen
til 9 aften og kan derved forsørge sin lille familie. Hold op, hvor jeg tit
føler mig heldig, at jeg er født i Danmark!.!!
I aftes tog Elsa os med ud i den tyske koloni til sin søster, der fejrede
sønnens fødselsdag. Vi tænkte nok, der ville være et par foruden os
(Elsa havde sagt den nærmeste familie). Der var ca. 70. Så vi blev
placeret midt i det hele sammen med familieoverhovedet, Elsas mor, der stolt
fortalte om sine 8 børn, børnebørn og 12 oldebørn. De havde lige slagtet
en ko, der opdelt i småstykker blev stegt på 20 kæmpespid. Behøver jeg
sige, det smagte godt? De fleste snakkede tysk og der var øl i rigelige
mængder.

Og hvordan var så Iguazu-vandfaldene, de største i verden? 
Der er 275 forskellige vandfald, der styrter 80 m ned i "Djævelens Gab".
Stort set lige så imponerende, som vi havde forventet. Dog var der mere vand i end
på billederne, så den almindelige båd, der plejede at sejle over til en
ø i Djævelens Gab kunne ikke sejle, da anlægsbroen stod under vand. Så
tog vi i stedet en tur i en gummibåd hen under nogle af vandfaldene og fik
dagens 2. brusebad  - denne gang i en øredøvende brusen og larm. Det
uventede og dermed det, der gjorde størst indtryk, var nok den regnbue, der
hele tiden stod over kløften p. gr. af de skyer af vanddråber, vandfaldene
dannede. Og så de 1000-vis af sommerfugle i alle regnbuens farver. Ja, det
var næsten som at være i Jespershus blomsterpark!
Det var så det. Så gælder det Brasilien -og et nyt sprog.

Ha´det godt!
Kærlig hilsen
Günter & Ellen