Bariloche den 1

Der bliver længere og længere mellem rejsebrevene. I denne tid skyldes
det, at oplevelserne kommer så tæt, at der ikke er tid til at beskrive dem.
Efter Punta Arenas tog vi over Magellan Stædet ned til Ildlandet, hvor
vi boede i et lille Hostal i Ushuaia, verdens sydligste by, med udsigt over
Beagle Kanalen. Her havde vi brug for både skiundertøj, huer, vanter
samt alle (2) vore trøjer samt jakke. Det er især vinden, der går gennem
marv og ben, - og sørger for at træerne bøjer og er endnu mere vindskæve end
i Vestjylland.

Den bedste oplevelse der; var en sejltur gennem Beagle Kanalen, hvor vi ude ved mundingen til Atlanterhavet lagde til ved øer medMagellanpingviner, søløver og søelefanter. Man følte sig virkelig ved
verdens ende. På vej tilbage blev vi godt forsinkede, da det blæste op,så bølgerne steg til højder, man ikke skulle tro, båden kunne klare.Men det kunne den. 1/2 af passagererne kunne imidlertid ikke, men fik
udleveret poser, - gratis!

Og så var tiden jo kommet til, at vi efter at have rejst sydpå i 6måneder og tilbagelagt mere end 24.000 km (med bus, båd og fødder) nu skulle til at rejse nordpå.

1. stop var El Calefate -opkaldt efter Calefatebusken som vokser vildt overalt.
Det er faktisk buksbom, hvis blå bær er elsket af fugle og mennesker.
De siger, at hvis man spiser af Calefatebuskens bær, vender man tilbage til
Pategonien. Behøver jeg at sige, at jeg spiste mange! Den kæmpestore gletcher
Perito Moreno der er speciel, fordi den dels kælver ud i 2 søer, men især fordi den i
midten støder ind i en klippevæg, hvorfra man fra tæt hold kan følge dens
buldren og bragen, når de store istårne breakker af. Den er 60 m høj
(over søens overflade) og 5 km bred, flyder fremad med 2 m. pr. dag, som
så brækker af ud i søerne.
Næste stop var El Chaltén. Der skulle vi fejre Günters fødselsdag, så
vi tog et pænt hostel - med varme! Skønt! Vi var der 3 dage og travede
dagture op til bjerget Fitz Roy, El Torre og Mirador del Condor. Vi så nu ingen
condorer. Men da vi kørte derfra, så vi 6 over en kløft, der fløj
helt hen tæt på, så vi kunne se deres hvide halskraver. Det var et syn!
Det var helt dejligt at komme ud og vandre igen. Günter ser ud til at
være blevet helt rask, så han klarede det fint og i godt humør. Han siger,
at jeg skal huske at skrive, at han disse dage bar "rygsækken" (med vore
madpakker)!

Nu er vi så ankommet til Bariloche efter vi i 2 dage i bus har
tilbagelagt ca. 1500 km på støvede grusveje på Ruta 40 op gennem
Pampas'en. Den er næsten blevet til ørken, hvorfor der ikke er mange
dyr tilbage. Men det er en helt anden historie, som I kan få en anden gang.