Punta Arenas den 16

Kære alle!
Så er vi igen landet på hostal med internetadgang.
Siden sidst har vi set 2 endnu større gletchere: Pio XI og Gletcher Gray
flere km. brede og mellem 60 og 200 m høje.
Men tilbage til sidst:
På Chiloé-øen var det bedste, da vi på en lille restaurant ved havet
langt ude på landet spiste CURANTO: mange slags muslinger, østers, røget
pølse, røget svinekød, kylling, kartoffelmoskager m/ bacon- altsammen
stegt i jordovn på bålvarme sten, og pakket ind i blade af kæmpe-
"rabarber". Det smagte himmelsk ude i gårdhaven med Undurraga vin til
(blanding af Riesling og Sauvignon). Og bedst som vi sad der, kom det
chilenske par, der havde anbefalet restauranten. Så tog de os med til beach-
festival med lokale musikere og dansere.

Derefter fulgte 4 dages sejltur fra Puerto Montt ned gennem Patagoniens
forrevne kyst til Puerto Natales. Ingen ved nøjagtig, hvor mange øer, der
er, men jeg tror flere tusinde. I 12 timer sejlede vi også ude i selve
Stillehavet. Og det er jo, som nok bekendt, ikke altid så stille. Som de
havde advaret os om, var det vildt og voldsomt -på en skala fra 1 til 10 var
vi oppe på 8, sagde mandskabet bagefter.
Heldigvis var det om natten, så jeg
tog en søsygetablet og sov fra det meste. Næste dag kunne jeg se og lugte,
hvad jeg havde sparet mig selv for. Mange var blevet syge på den lille båd
og mens jeg nød min morgenmad listede mange - grønne i hovederne - ned i
kahytten igen - uden morgenmad. Men hele turen var smuk og interessant med
gletschere, vandfald og den vestlige Andes bjergkæde, hvor kun toppene stak
op af vandet. Desuden så vi undervejs delfiner, søløver, motorænder m.m.
Vi fik desværre ikke tid til at gå i land i Puerto Eden, men udvekslede
blot varer med dem. Der bor de sidste 4 overlevende "rene" fra Kaiwapu-
folket. Det er små tætte mennesker, der ligner grønlændere mere -blot
meget mere behårede med tætte buskede øjenbryn. Her nede ved
Magellanstrædet boede ONA-folket. Men i første halvdel af 1900-tallet
brændte de europæer, der rejste hertil i fuld forståelse med regeringen
skovene af, så hele vejen ned gennem Sydchile står og ligger der
nu kun forkullede kæmper. Der er nu næsten ikke træer, der er ældre end 60
år gamle. Det giver kun små bøgetræer og andre "hårdttræ's træer".
Samtidig slap man så af med de indfødte, der undertiden tog sig et lam.
Hvide dusørjægere fik 1 Pund for hvert sæt ører, af en indfødt.
Således blev ONA-folket totalt udslettet. Når jeg her spørger til de
oprindelige folk her, siger de fleste, at de døde på grund af de sygdomme,
europæerne bragte med sig. Det er nok også rigtigt - for manges
vedkommende...
Og så til en største oplevelse i Chile: Vi er lige kommet tilbage fra 5
dages trekking i Torres del Paine Nationalpark her i Patagonien. Det var så
stor og smuk en naturoplevelse - jeg har aldrig oplevet tilsvarende! Jeg er
så taknemmelig for, at vi kunne klare det, og Günter havde mod på at
prøve det. Vi planlagde turen således, at vi overnattede i telte, der var
opstillet allerede, så jeg kunne bære resten af bagagen i min rygsæk - og
således at Günter ikke behøvede at bære, og kun behøvede at gå 4 timer
pr. dag. Jeg kunne så gå hele turen på 8 til 12 timer pr. dag. Men det
endte nu med ,at Günter også gik med på det meste af turen - dog den
stejleste del op til selve tårnene lod han mig alene om. Jeg gik 98 km. i
alt. Hvis I så bjergene og stigningerne, ville I være imponerede af jeres
55-årige Ellen! En ung rødhåret pige standsede mig også og sagde
forpustet:"You are really cool!" Så ranker man jo lige ryggen og forsøger
at smile ubesværet! En ung chilener, der tilfældigvis fulgte ca. samme
rute som mig, klappede hver gang, jeg nåede frem. Desuden fortalte han,
hvilke bær, jeg kunne spise! Mange steder var der tæpper af sortbær
(revling) - de er bare røde her og sødere. Landskabet vekslede hele tiden
med turkise, blå og grønne søer - nogle med isbjerge sejlende -der, hvor
gletchere kælvede ud i dem.
Så i aftes fejrede vi den vellykkede tur med en god flaske Undurraga -late
harvest: UHM!
Og en dejlig ting: Günters ben er ikke blevet dårligt igen! Han siger godt
nok, at jeg hellere må fortsætte med at slæbe for begge, når vi vandrer -
ellers er han bange for, at hævelserne kommer igen!!
I går kørte vi så ned langs Magellanstrædet til Chiles sydligste
(større) by. På søndag forlader vi Chile og tager til Ushuaia, som er
Argentinas sydligste by. Først da er vi i Ildlandet.
Ha´det godt alle!
Kærlig hilsen
Günter og Ellen

P.S. Hvordan vejret er? Folk her siger, at hvis du er utilfreds med vejret,
så bare vent 5 minutter. Så skifter det. Den 2. sidste dag i Torres del
Paine på vej op til Gletcher Grey stormede det en iskold vind, så jeg
frøs, da vi spiste frokost, selvom jeg havde skiundertøj, begge mine uldne
trøjer og regn/vindtæt jakke på. Dagen efter på tilbagevejen samme sted
svedte jeg bare i T-shirt !

Vi er nu nede på Ildlandet. Klik på billedet for at se det i fuld størrelse