Rejsebrev nr. 17
                                Antofagasta, Chile  fredag den 5. januar 07

Kære alle!
Endnu en uge er gået og vi har "taget hul på" et nyt land, Chile.
Turen i jeep gennem saltørkenen Uyuni i Bolivien er nok noget af det mest
specielle og kontrastfyldte, vi har oplevet: flere dages hed kørsel gennem
en udtørret saltørken,- 12 m. høje kaktus på en ø midt i det hele,-
overnatning i et salthotel, hvor alt var lavet af salt: borde, stole, vægge,
senge m.m. 
Heldigvis fik vi andet end salt at spise, da vi "fejrede"
nytårsaften der. Dagen efter så vi solopgang over gejsere og boblende
mudderpøle, for derefter at køre ud i vildt snevejr i 5000 mtr. højde. og kort
efter at bade i 35º  C. varme kilder og til sidst 100-vis af lyserøde
flamingoer i blågrøn lagune.
I det sydvestlige Bolivien kunne vi stå af, og få kørsel videre til San
Pedro i Chile -en lille adobe (lerstens)by i den enorme Atacama ørken,- hvor
du kan køre i dagevis, uden at se en grøn plante. Nogle steder har det ikke
regnet i 100 år.
Og nu er vi så i Antofagasta - en havneby 700 km. syd for Arica og 1350 km
nord for Santiago. Den fungerer især som udskibningshavn for de mineraler,
man finder i Atacama-ørkenen - især kobber. Langs med havnen så vi mængder
af pelikaner, søløver og et enkelt gammelt havskildpadde par.

Ha´det godt!
Kærlig hilsen
Günter og Ellen