Potosi den 29. dec. 06
REJSEBREV NR. 16

Kære alle!
Takket være den kloge kone i Samaipata kan vi nu fortsætte vores rejse. Om
det var hendes badning af de ømme steder med kamille o.a., hendes rykken og
trykken eller om det var afbrændingen af "det onde" - det vil vi nok aldrig
få at vide, men det vigtige for os er jo også bare, at Günter  pludselig
kunne gå normalt igen og ikke mere havde ondt. Vi rejste altså tilfredse
fra Samaipata torsdag den 21. dec. og ankom til Sucre fredag morgen.
 (Sucre er hovedstad - La Paz er regeringsby i Bolivia). 
Det er en smuk by, hvor de har besluttet at bevare de gamle kolonitidshuse
 og ikke bygge skyskrabere. (Den er også på UNESCO´s liste og rigtig smuk). 
I Frihedens Hus blev Bolivias selvstændighedspapirer underskrevet i 1825
med  Simon Bolivar som første regeringschef. 
Udenfor byen har cementfabrikken fundet 60 mill. år gamle dinosauer-fodspor. 
Et sted har et dyr trådt 30 m spor. Tankevækkende og imponerende at se.

Juleaften delte vi en flaske vin og snakkede om, hvordan alle vore kære mon
fejrede aftenen. Så rejste vi her til  Potosi, hvor vi fik 2 af turens
større oplevelser: 

1) Mødet med "mit" SOS-barn
2) besøg i sølvminerne.

Ximena bor i en ny SOS-by her udenfor Potosi sammen med sine 2 biologiske
søskende samt 3 andre + deres plejemor. Hun har ikke sine biologiske
forældre. Hun blev så rørt, da vi var der, at hun kom til at græde. Så
det var jeg selvfølgelig også lige ved. I dag havde vi så inviteret hele
huset ud til nogle varme kilder, hvor vandet er opsamlet i svømmebassiner.
Men de kunne ikke svømme, da de kun havde prøvet at bade 1 gang før.
Bolivia har jo ikke kyststrækninger. Det var rigtig hyggeligt og de var
selvfølgelig umådelig taknemmelige.

I går havde vi en frygtelig oplevelse: Vi gik med nogle minearbejdere ned i
sølvminerne. Vi nåede kun at være der 1 time, - så måtte vi ud. Hele tiden
måtte vi bukke os eller kravle ned i mørket, kun med lys fra vore medbragte lygter, 
Vi kunne næsten ikke få luft for støvet,  og tanken om, at det bare blev smallere  og
snævrere og varmere (45 GD) og dybere ned - det gjorde altså, at vi
vendte om før turen var slut. En irer, som besluttede sig for at gennemføre fortalte, 
at han fik klaustrofobiske rystelser, så guiden måtte holde ham. 
Vi var der kun 1 time - drengene og mændene her arbejder der 14 timer i træk - 
i de samme miner, hvor der under spanierne døde 8 mill. indianske og afrikanske slaver. 
De fik ikke mad og drikke i de 14-16 timer, de arbejde, men kun coca-blade. 
Det var kun få af dem der blev mere end 30 år gamle. 
Man siger, at spanierne i dette bjerg (Cierra Rico) hentede så meget sølv til
Europa, at man kunne bygge en bro af sølv fra Potosi til Madrid - og en
tilbage igen af knoglerne af dem, der døde i minerne. Men uden alt sølvet
herfra havde spanierne jo ikke kunnet føre deres krige i Europa.
Det var en ækel, men nødvendig oplevelse.

I morgen rejser vi herfra og så går det mod sydvest over mod Uyuni og Chile.
Vi vil ønske jer alle en rigtig hyggelig Nytårsaften og et velsignet nytår.
Günter og jeg springer jo jul og nytår over i år - de skal fejres med
familie og venner - og I er jo ligesom et andet sted!

Kærlige hilsner
Günter og Ellen