Rejsebrev nr. 13                            Onsdag den 29. nov. 06


Kære alle!


Så røg der lige 2 uger; - sammen med familien. De  ankom jo til La Paz den
16. nov. Dvs., den ældste manglede desværre, da han havde glemt sit pas. Vi
andre tog efter et par aklimatiseringsdage til Copacabana, hvor Arne så
sluttede sig til os - desværre nu uden sin bagage.
Vi tog ud og så sol øen, hvor den 1. inka og hans kone (søster) siges at
være født. Derfor var den - sammen med Qoricancha (guldpaladset) i Cuzco de
2 vigtigste steder. Flot sejltur, imponerende vandretur langs højderyggen
tværs over Soløen. 

Günter og jeg vandrede også en dag op på et lille bjerg her i Copacabana.
Det var helligt for inkaerne og  man havde en gevaldig udsigt fra bjerget ned
over Titicaca søen og ud over den kongelige snedækkede bjergkæde bagved.
Tilbage i La Paz så vi en masse markedsgader. Bolivia er det billigste land
i Sydamerika. Desuden spiste vi luksusmiddage til mellem 12.50 kr og 38 kr.
Vi vandrede i slugter og dale omkring La Paz og brugte en hel dag med guide ud
til en før-inka-by: Tiawanaku. Det var spændende, - fordi kulturen levede her i
over 1000 år indtil inkariget bredte sig hertil. Men inka'erne ødelagde ikke
kulturen, men byggede videre på den, f. eks. landbrug: terrasser, afgrøder,
overrislingsanlæg m.m.. Også deres byggekunst lærte inka'erne af og
forfinede.


De sidste 2 dage tilbragte vi på nogle af Titicaca søens øer, hvor vi boede
hos en lokal familie. Sammen med dem spiste vi alle måltider og om aftenen
var der dans i skolens gymnastiksal. Vi var klædt i deres folkedragter og
bænkene fik ikke lov til at blive varme. Vi besøgte også Urofolket, som
stadig bor på sivøer i sivhuse og sejler i sivbåde. De spiser sågar siv.
Vi smagte også på siv'ene. Det smagte næsten som det fine på hundegræs.

Nu er familien rejst til Arica i Chile ved Stillehavet, for at nyde et par
dages badeferie inden de skal tilbage til vinter DK.  PE har lige mail'et, at
de er velankommet. Günter og jeg bliver heroppe i Andesbjergene og traver et par
ekstra ture, så vi får appetit til slægtsmiddagen den 2. eller 3. dec.
inden de tager hjem.
Ha' det godt!
Kærlig hilsen
Ellen og G.