Nu har vi været undervejs godt en uge. Så må det være
på tide, I får en lille hilsen fra os.
Hele rejsen gik fint. Da vi havde afleveret bagagen i Aalborg, så vi den
først igen i Lima, Peru, ca. 30 timer senere. I pressen havde vi erfaret om
terrortrussel i London. Vi mærkede det på den måde, at vi blev ekstra
checket i London (3 gange + skoene af!) og at vi ikke måtte medbringe noget
flydende eller cremet. Ikke engang tandpasta. Så det fik vi udleveret i
flyet + en masse lækker mad og drikke - alles "frei".
Når man sådan ankommer lidt groggy, er det dejligt at se en person med et
skilt, hvorpå der står: Ellen og Günter, hvorpå han kører os til vort
forudbestilte hotel.
Efter et par timers søvn gik vi på opdagelse i Lima. Først ned til
Stillehavet, som Günter så for 1. gang.
Selvom det skulle være en "low-budget-tur", så skulle vi lige fejre ankomsten
til
Sydamerika og spiste i
en smuk restaurant, der lå ude over vandet.
De havde lækre fisk i massevis.
Men spisekortet havde ingen priser. Så jeg begyndte lidt studs at spørge
efter prisen på den ene ret efter den anden.
Til sidst forklarede tjeneren mig venligt, at priserne kun stod i det
spisekort, der blev udleveret til manden. Kvinden skulle ikke vælge efter
prisen, men efter hvad hjertet begærede!
Lima er en interessant by. Desværre var der for det meste overskyet og en
del smog. Vi tilbragte nogle timer på Nationalmuseet, som på en flot og
interessant måde viser og fortæller om Perus kulturer for spanierne kom.
 |
Lørdag morgen tog vi så til Cuzco -1 time med fly. Her i 3400m's højde var
luften ren og klar. Byen var lys og dejlig, omringet af bjerge, - og pludselig
var konerne i farvestrålende gevanter, - ikke blot eksotiske billeder i en bog.
|
|
De lyste op i byen med sig selv og deres varer, - de yngre ofte med et barn på
ryggen. De var venlige mennesker, man kunne tale med på de få brokker
spansk, jeg havde fået lært.
Priserne var også skønne: 3 retter mad til 6
Soles = 12 kr. Og så fik man endda en gratis velkomstdrink oveni handelen.
 |
Jeg var helt høj. Tænk endelig at være kommet til inkaernes kongeby!
Da jeg i løbet af aftenen fik hovedpine, kvalme og hjertet galopperede,
indså jeg, at jeg nok også var høj på grund af iltmangel og måske var
på vej til at få højdesyge. Venlige mennesker gav mig coca-te til at
drikke, coca-blade til at tygge og endelig Sorojche-piller mod højdesyge.
Først efter 3-4 dage følte jeg mig igen som mig selv. De siger, at
højdesyge især rammer unge, sporty kvinder!
Her i Cuzco forsøgte spanierne at ødelægge inkaernes templer og
kongsgårde. Men de var bygget af så gevaldige stenblokke, at de delvis
opgav og blot byggede deres egne kirker og huse ovenpå. F.eks. ovenpå det
hus, hvor Inkaens kvinder boede, byggede man et nonnekloster. Resultatet var,
at man stadig kan beundre inkaernes imponerende byggestil. De brugte ikke
mørtel. Alligevel kan man ikke få en kniv ind mellem blokkene. Cusco
betyder "verdens navle", hvilket det jo var i Inkariget. Centrum er på
UNESCO's liste over Verdens Kulturarv.
Vi glæder os til at udforske det hele.
I øvrigt er jeg begyndt i skole igen. Denne gang som elev. Günter og jeg
får 2 ugers ene - undervisning i spansk. Sprogskolen har fundet en lokal
familie til os, som vi bor og spiser hos. Alt foregår på spansk. For de
penge, sprogskolen tjener på turisterne, underviser de 20-25 unge fattige
indianere i engelsk, så de efter 4 år kan komme på universitetet.
Initiativtageren til projektet hedder Jesus.
Det var et lille indblik i vores færden den første uge.
Kærlig hilsen
Ellen